Henrik Ibsens skrifter

Jeg takker Dem hjerteligst for ​Deres venlige brev, hvilket jeg for nogle dage siden havde den glæde at modtage efter at jeg i så lang tid intet har hørt fra Dem – og heller ikke har ladet Dem høre noget fra mig.

Særdeles tilfredsstillende var det for mig at erfare at De nu definitivt har vundet ​processen imod Mr. Savine og at en ​kontrakt med ​Mr. Perrin er kommet i stand. Denne billiger jeg for mit vedkommende og sender Dem efter vor nye forlæggers anmodning ​indlagte exemplar forsynet med min underskrift.

Det lader til at ​opførelsen af Borkman i Paris har fået et heldigere udfald end

Faksimile

jeg på forhånd troede at turde håbe og jeg takker Dem ret meget for de oplysninger De derom i Deres brev har havt den godhed at meddele mig. –

Nu går jeg her i ensomhed og planlægger ​et nyt dramatisk arbejde; men samtidig er der så meget andet, som lægger beslag på mig, – navnlig ​den nye tyske udgave af mine samtlige skrifter, som skal udkomme i Berlin til næste år, og dette og meget andet hindrer mig i fuldt ud at beskæftige mig med, hvad der ligger mig mest og nærmest på hjerte. Legemlig befinder jeg mig udmærket vel, men mangen gang føler jeg mig i sindet trykket og nedstemt. Norge er ikke noget godt land at have til fædreland. Navnlig ikke om vinteren. Der kan være mørke og isnende dage iblandt, da jeg synes jeg ​befinder mig som en kaptejn Dreyfus, landsat på en

Faksimile

arktisk djævleø. Isbjørne og eskimoer og hvalrosser er her jo nok af; men – men – men –! Nå, tilgiv mig, – jeg skulde ikke besvære Dem med disse uvedkommende ting. Men undertiden synes jeg at jeg må skrige. –

Tillad mig at måtte frembære min ærbødigste kompliment for ​ grevinde Prozor og mange venskabelige hilsener til Dem selv.